×

Nyt hold skal sørge for regional erhvervsvækst

02.05.2018

Uddannelse, job - og et særligt fokus på Femern-forbindelsen i det nye Vækstforum, skriver Lolland-Falsters Folketidende.

Uddannelse, job og erhvervsmulighederne i den kommende Femern-forbindelse bliver nogle af omdrejningspunkterne i det nye Vækstforum, som regionsrådet har udpeget. Vækstforum skal arbejde med at sætte turbo på erhvervsudvikling, vækst og beskæftigelse i regionen, skriver Lolland-Falsters Folketidende.

Det er Regionsrådet, som har ansvaret for den regionale erhvervsudvikling, og de 21 medlemmer af Vækstforum skal så være med til at sikre indsatsen.

-Uden vækst og et erhvervsliv i konstant udvikling har vi heller ikke økonomien til at finansiere vores velfærd. Jeg fornemmer, at der også hos erhvervslivet er et stigende ønske om, at vi som region sætter os for bordenden, når det handler om at koordinere strategiske indsatser og partnerskaber, siger Heino Knudsen, formand for regionsrådet og for Vækstforum. Som man kan læse på modstående side er netop den regionale forankring nu blevet et stridspunkt.

De store anlægsinvesteringer i regionen skal også udnyttes og komme erhvervslivet til gode, understreger man, skriver avisen.

-Ikke mindst Femern-forbindelsen får stor betydning for Region Sjælland og vil trække store investeringer til vores region. Det skal vi bruge til at sikre varig vækst og beskæftigelse. Det vil også blive et stort fokusområde for det nye Vækstforum, siger Heino Knudsen.