×

Dansk-svensk uenighed om fremtidens transport

30.05.2018

Femern Bælt-dage med diskussion om bæredygtighed, skriver Lolland-Falsters Folketidende.

Det er gammeldags at tro, at man skal putte folk i tog for at få grøn transport.

Det sagde den danske transportminister, Ole Birk Olsen (LA), da han under Femern Bælt-dagene var i podium-debat med sine kollegaer, den svenske minister for infrastruktur, Tomas Eneroth, og Slesvig-Holstens erhvervs-og transportminister, Bernd Buchholz, skriver Lolland Falsters Folketidende.

Svenske Tomas Eneroth benyttede lejligheden til at fortælle om den svenske regerings fokus på bæredygtighed og planer om at investere stort i udbygning af jernbanerne. Blandt andet vil man søge EU's støtte til at udbygge med højhastighedstog sydpå fra Oslo og den svensk-finske grænse. Ole Birk Olesen mente, at højhastighedstog, der så skulle have sine egne spor gennem Danmark, ville blive en investering, der ikke kan betale sig.

-Men der er også omkostninger ved ikke at investere, svarede Tomas Eneroth og henviste til, at der har manglet investeringer på området gennem mange år.

På det tidspunkt i debatten havde Ole Birk Olesen medgivet, at der også i Danmark er mange investeringer, der ikke er gjort i rette tid -blandt andet at der stadig som et af efterhånden få lande kører dieseltog mellem de store byer.

-Men eltogene kommer nu, sagde Ole Birk Olesen og tilføjede, at man i Danmark også er på vej med udbygning med et nyt signalsystem til togene.

-Men man skal også acceptere, at fremtidens biler er mere grønne, sagde den danske transportminister og henviste til, at den teknologiske udvikling gør batterier stadig billigere, og mente, at om 20 år vil hver anden bil være en el-bil.