×

Tysk minister: Femern-godkendelse bør være klar i år

30.05.2018

Transportminister Bernd Buchholz fra Slesvig-Holsten føler sig overbevist om, at delstaten kommer med en tysk byggetilladelse i år. Den efterfølgende retssag er dog forbundet med usikkerhed, skriver LIcitationen.

I marts måtte transport-og erhvervsminister i delstaten Slesvig-Holsten, Bernd Buchholz (FDP), fortælle den danske bygherrer på Femern-forbindelsen til godt 52 mia. kr., at den længe ventede tyske byggetilladelse blev forsinket med op til et halvt år og dermed først ville være klar ved udgangen af 2018.

Her nogle måneder senere bekræfter ministeren, at ultimo 2018 fortsat er den gældende tidsplan. Han er sikker på, at den kommer til at holde denne gang, men vil dog ikke give garantier, skriver Licitationen.

- Ingen kan være sikre.

Man skal også huske på, at den del af embedsværket, der er ansvarlig for godkendelsen, er en uafhængig enhed. De er frie til at gøre deres arbejde. Jeg føler mig dog overbevist om, at de kan gøre det inden udgangen af året, for de har nu alt, hvad de skal bruge. De sidste elementer forestiller jeg mig skulle være mulige at nå inden årets udgang.

- Og med det menes, at vi bliver færdige senest i december.

Hvis der er mulighed for, at det kan gøres hurtigere, vil vi forsøge at gøre det, siger han i et interview med Licitationen -Byggeriets Dagblad i Malmø, hvor der mandag og tirsdag i denne uge blev afholdt en konference med Femern-forbindelsen som omdrejningspunkt.


Retssager er usikre

Mens den danske tilladelse til projektet allerede blev givet i 2015, har den på tysk side været længe undervejs med to høringsperioder strakt over flere år, skriver Licitationen.

Og når Slesvig-Holsten formentlig vender tommelfingeren op til projektet senere i år, venter der efterfølgende en retssag i den tyske forvaltningsdomstol Leipzig. Retssagerne er estimeret til to år, men Buchholz, der i øvrigt er uddannet jurist, lægger ikke skjul på, at det netop er et estimat.

- Hvad der så sker, når vi kommer til retssagerne, kan jeg ikke sige. Det er i hænderne på domstolene. Det, vi kan gøre, er at sørge for, at materialet er seriøst og gennemarbejdet, så man står stærkt, når processen kommer til retssagerne.

Da man i Hamborg ønskede at uddybe floden Elben, endte det også med retssag, som kom til at have indflydelse på projektet og forsinke det, inden det blev godkendt sidste år, lyder det fra ministeren.

- Retssagen indeholdt nye forhold, så man igen og igen måtte ændre dele af planen.

Det element kan også gøre processen (om Femern-godkendelsen, red.) lidt længere, men de vil dog ikke være i stand til at stoppe processen. Han frygter dermed ikke, at byggetilladelsen skal ende med helt at blive omstødt, skriver bladet.

- Jeg er sikker på, at vi får Femern Bælt-forbindelsen. Men om vi kommer til at køre igennem i 2028 eller senere, kan jeg ikke sige, men jeg er sikker på, at den kommer, siger Bernd Buchholz.

Længden på retssagerne er blandt andet relevant for entreprenørkontrakterne, der er betingede med opstart i 2020, og skal genforhandles, hvis tidsplanen overskrides med en vis tid.


Har rundet 10-års forsinkelse

Da den oprindelige aftale om Femern-forbindelsen blev underskrevet mellem Danmark og Tyskland i 2008, var der planlagt byggestart i 2013 og åbning i 2018. Men dyre entreprenørtilbud og en langstrakt tysk godkendelsesproces har været med til at udskyde projektet flere gange, så den forventede åbning nu er i 2028.

Bernd Buchholz, der er en del af den såkaldte Jamaica-koalition, der blev dannet efter delstatsvalget sommeren 2017, mener, at godkendelsen af Femern er mere kompliceret end de fleste andre projekter på tysk jord. Han henviser til, at mens der var 44 indsigelser mod projektet i Danmark, så modtog man i Tyskland 12.660 i den anden høringsrunde.

- Miljøforholdene er mere udfordrende end gennemsnittet, og det at bringe en tunnel under havet har vi aldrig tidligere set i Tyskland. I kender det jo fra Øresund, men det gør vi ikke i Tyskland. Og forskellen på klagertallene viser, at vi der er en anden kultur omkring det i Tyskland. Og det betyder, at alt skal være gennemarbejdet og analyseret til bund, siger han.

Jeg er sikker på, at vi får Femern Bælt-forbindelsen.

Men om vi kommer til at køre igennem i 2028 eller senere, kan jeg ikke sige Bernd Buchholz, transport-og erhvervsminister i Slesvig-Holsten.


Tidsplan

Ifølge den gældende tidsplan skal anlægget gå i gang i 2020 og tunnelen åbne i 2028 Det er betinget af, at den tyske myndighedsgodkendelse bliver udstedt i 2018 Herefter følger med stor sandsynlighed en klagesag ved Forbundsforvaltningsdomstolen i Leipzig Hvis retssagerne får opsættende virkning, som det er beregnet i den officielle tidsplan, holder de projektet hen i cirka to år Bygherren estimerer, at anlægsperioden vil vare otte et halvt år Den oprindelige kontrakt på projektet blev underskrevet mellem Danmark og Tyskland i 2008. Dengang var der planlagt byggestart i 2013 med åbning i 2018 .


Femern Bælt-forbindelse

Femerntunnelen mellem Lolland og den tyske ø Fehmarn bliver en 18 km lang sænketunnel, der kommer til at rumme en tosporet motorvej i hver retning og to elektrificerede jernbanespor Selskabet Femern A/ S under den danske er bygherre og administrerer budgettet på 52,6 mia. kr. inklusiv syv mia. kroner i reserver (2015-priser) Anlægget er fordelt på fire betingede kontrakter mellem to konsortier, der består af virksomheder fra Belgien, Danmark, Frankrig, Holland og Tyskland .


Bernd Buchholz

Medlem af det liberale parti FDP i Slesvig-Holsten, der har dannet regering med De Grønne og CDU siden sommeren 2017. Trioen bliver også kaldet Jamaica-koalitionen Buchholz er minister for økonomi, transport, arbejde, teknologi og turisme Han er uddannet jurist.

Tidligere i karrieren har han blandt andet været direktør i mediebranchen.