×

- Vi ser os selv som centrum

13.06.2018

Direktør Mikkel Wesselhoff, Business Lolland-Falster, betoner, at erhvervsudviklingen i området er andet end tunnelen, skriver Lolland-Falsters Folketidende Erhverv.

-Vi ligger midt mellem København, Hamburg og Berlin - vi ser os selv i centrum.

Direktør Mikkel Wesselhoff, Business Lolland-Falster, optrådte selvbevidst på landsdelens vegne, da han under Femern Bælt-dagene fik lejlighed til at fortælle om de forberedelser, der er gjort forud for den kommende Femern Bælt-forbindelse, skriver Lolland-Falsters Folketidende.

De omfatter blandt andet nye erhvervsområder ved henholdsvis afkørsel 43 på Falster og afkørsel 48 på Lolland.

Indlægget blev holdt efter fremlæggelsen af den foreløbige rapport om de fremtidige trafikstrømme. Men Mikkel Wesselhoff gjorde klart, at man under alle omstændigheder er nødt til at række ud efter investeringer og tilføjede, at det siden 2015 er lykkedes at tiltrække 45 nye virksomheder til området.

Det var journalist Marc-Christoph Wagner, der stod for afviklingen af konferencen om fremtidens trafikstrømme, og han ville vide af Mikkel Wesselhoff, om man på Lolland-Falster kan bevare momentum, efterhånden som deadlinen for den faste forbindelse er blevet skubbet.

-Der er selvfølgelig nogle, der spørger om den forbindelse i det hele taget bliver til noget -men for os handler det om andet end bare tunnelen, sagde Mikkel Wesselhoff.

Han henviste til, at mange virksomheder selvfølgelig tiltrækkes af den kommende Femern Bælt-forbindelse, men at de også kommer, fordi de mener, Skandinavien er et attraktivt marked, skriver avisen.