×

For et nyt dansk-tysk venskab

14.11.2018

Femern og Lolland adskilles af 19 kilometer Østersø. En dag skal en tunnel forbinde de to regioner. Men hvor tæt er vi i dag på hinanden? spørger Frederiksborg Amts Avis.

At spise en kebab. Det første, Patrick Jarosczinsky gør, når han kommer til Tyskland, er at spise en kebab.

Ja, kebab findes også i Danmark, men: -Det er ikke det samme.

Det er ganske enkelt ikke det samme. Det er det, jeg er vokset op med. Ikke burgere eller pølser, men kebab, siger Patrick Jarosczinsky, der er født i Dresden i 1986.

-Og selvom det var tre år før Murens fald, føler jeg mig alligevel som en rigtig østtysker, siger han.

I knap fem år har han levet i Danmark og arbejdet for Femern Bælt-tunnelen og for den region, hvor den anlægges.

-Tyskere og danskere ligner hinanden meget. Det er kun småting i hverdagen, der gør en forskel, fortæller Patrick Jarosczinsky.

For eksempel at man stadig bruger tiltaleformen »De« i Tyskland. At lægge det tyske »De« fra sig har ikke været svært.

-Det har været sværere at undvære visse tyske varemærker, som jeg kunne få i Tyskland.


Fra Tyskland til Odense

Efter et økonomi-studie i Stralsund studerede Jarosczinsky Business administation and economics for marketing, globalization and culture på Syddansk Universitet i Odense.

-Marketing, kultur, globalisering -det var det, jeg ville, siger han.

Efter sin master fik han en praktikplads i virksomheden Femern Belt Development.

-En bekendt sagde til mig: De har brug for en tysk medarbejder, der kan hjælpe.

Vedkommende knyttede også kontakten. I dag er den 32-årige fastansat.

-Vores mål er at skabe vækst i Region Sjælland.

Vi vil arbejde konstruktivt med Femern Bælt-tunnelen og med regionen og udnytte de muligheder, som opstår med tunnelen, siger Patrick Jarosczinsky.

For eksempel opstår nye erhvervsområder og nye muligheder for pendlere.

-Som i alle metropoler er der også mangel på boliger i København, og de er dyre. På Sydsjælland og Lolland-Falster er der gode boligområder, som ikke bliver udnyttet tilstrækkeligt, blandt andet på grund af utilstrækkelig infrastruktur.

I fremtiden -og det betyder for tunnel-entusiaster altid, når tunnelen er bygget -skabes bedre forbindelser, siger han og fortsætter: -Der kommer en højhastighedsbane, nye banegårde, simpelthen meget infrastruktur.

Muligheden: At arbejde i København og bo i den sydlige del af landet.

Hvor der er frisk luft, lave boligomkostninger. Og hvor man kan lade sine børn vokse op i landlige omgivelser -og det er egentlig en ret god tanke, mener jeg.

Patrick Jarosczinskys firma har rollen som skaber af netværket for de rigtige personer -politikere, foreninger, miljøorganisationer -samlet omkring det samme bord.

Hellere tunnel end mur Da han begyndte, troede han -som mange andre i dag: Okay, så arbejder du for virksomheden, som bygger tunnelen.

Men det stemmer ikke helt.

Femern Belt Development er ikke direkte involveret i selve tunnel-byggeriet.

-Jeg ser det som en fordel, fordi jeg ikke kun behøver at identificere mig med tunnelen, men i højere grad med regionen. Jeg identificerer mig med regionen. Med den danske region, som tunnelen bliver en del af.

En region, som minder ham om hjemegnen Sachsen, skriver Frederiksborg Amts Avis.

-Østtyskland, især Sachsen og Mecklenburg-Vorpommern, minder meget om Lolland-Falster og den region, hvor jeg nu arbejder.

Tyndt befolket og få huse.

Infrastrukturen mangler, og unge mennesker flytter ikke dertil, for der er for langt til alt, som for dem er vigtigt. Og det er altid lidt trist, forklarer han.

Derfor forbinder han tunnelen med fremtiden: -Jeg tror, at for min generation er det en gave. Som tysker, der lever og hver dag oplever, hvor interesserede danskerne er i Tyskland, håber jeg ganske enkelt, at man ikke kun bruger Femern Bælt-tunnelens potentiale til at blive gode naboer, men også gode venner.

Og til timingen har Patrick Jarosczinsky også en mening: -Jeg mener, at man har brug for et sådant projekt, som bringer Europa tættere sammen -måske vigtigere nu end for 20 år siden.

Patrick Jarosczinsky er en ven af den europæiske tanke og ser med bekymring på udviklingen med EU-kritiske partier i Tyskland og Danmark.

-Jeg ønsker for fremtiden og for de næste generationer et samlet Europa, og jeg glæder mig også over at arbejde med det -i det mindste en smule.

Måske -sådan formoder Jarosczinsky selv -har det noget med hans hjemegn at gøre, at han hellere vil bygge tunnel end en mur.

-Som barn af Østtyskland er jeg vokset op med altid at se Europa som en chance.

Man kan sikkert strides om normer og agurkers krumning, men den europæiske tanke er i hvert fald rigtig.

Og når det bliver enklere at møde sine naboer med sådan en tunnel, kan det jo kun blive en fordel, siger Patrick Jarosczinsky.

Jeg mener, at man har brug for et sådant projekt (Femern Bælt-forbindelsen, red.), som bringer Europa tættere sammen -måske vigtigere nu end for 20 år siden.


Holdet bag

BeltMedia Lab er et projekt mellem Sjællandske Medier, Folketidende på Lolland-Falster og de to tyske aviser Kieler Nachrichten og Lübecker Nachricten.

Fire unge journalister -en fra hver avis -søger gennem interviews at skildre liv og tanker blandt mennesker i Femern Bælt-området.

Det er blandt andet blevet til interviews med elever fra en uddannelsesinstitution, med en ung mand fra Falster, der tog springet og flyttede til Tyskland for at komme i praktik i en virksomhed, fun facts om tunnelen og et road trip på hver sin side af Østersøen, hvor almindelige mennesker er blevet spurgt til, hvad de mener om tunnelen.