Bettina Hagedorn fra mit tyske søsterparti SPD skriver i et læserbrev, at Tyskland står ved sine forpligtelser vedrørende statstraktaten med Danmark om Femern-forbindelsen. Det glæder mig. Dermed er hun på linje med et meget stort flertal i hendes eget parti.

Derfor undrer det mig og mine danske Folketingskolleger, at hun igen og igen taler mod bedre vidende, når hun sår tvivl om, hvorvidt den faste forbindelse bliver til noget. Disse udsagn stemmer ikke overens med fakta eller med de udtalelser, førende politikere i Slesvig-Holsten og forbundsstaten har udstedt.

Der hersker ikke længere tvivl om, at Femern-forbindelsen bliver gennemført. Tunnelen kommer. Den faste forbindelse nyder bred politisk og folkelig opbakning både i Danmark og Tyskland. Det blev understreget onsdag, hvor Slesvig-Holtens ministerpræsident, Daniel Günther, og transportminister, Bernd Buchholz, besøgte deres danske kolleger, og begge udtrykte fuld støtte til Femern-forbindelsen. Kansler Merkel har udtalt sin varme støtte til projektet, og at Tyskland naturligvis står ved sin aftale med Danmark.

Fru Hagedorns egen partiformand, Martin Schulz, kaldte for få uger siden Femern Bælt forbindelsen et vigtigt projekt og gav sin fulde støtte. Slesvig-Holstens tidligere ministerpræsident, Torsten Albig, der også er fra SPD, og som jeg havde gode drøftelser med i foråret, har aldrig vaklet i sin støtte. Jeg finder det bizart, at Bettina Hagedorn så konsekvent går mod sine partifæller. Og i det danske Transportudvalg undrer vi os over, hvad der egentlig er hendes dagsorden?

Det står lysende klart efter møderne i København i denne uge, at regeringen i Kiel forventer, at den nødvendige tyske miljøgodkendelse bliver klar næste sommer. Der kan efterfølgende komme en retssag, men det er vi i Danmark opmærksomme og forberedte på. Vi har stor respekt for det tyske retssystem, men er ikke bange for en retssag. Vores forventning er derfor fortsat, at vi kan gå i gang med at bygge i 2020 og åbne forbindelsen i 2028.

Femern-forbindelsen vil bringe vores to lande tættere sammen og give helt nye muligheder for vækst, samarbejde og udvikling. Det er et vigtigt projekt for begge lande – og for Europa. Derfor vil jeg opfordre Bettina Hagedorn til at diskutere, hvordan danskere og tyskere får mest ud af forbindelsen når den kommer – det er en dialog, jeg og det danske Socialdemokrati meget gerne bidrager til.

 

Også bragt som læserbrev i Der Nordscheswiger samt Fehmarnsches Tageblatt.